Mette Wienberg

terapi - sexologi - parforhold - selvværd
Seksuelle fantasier

Seksuelle fantasier

SÅDAN KAN DU BRUGE DINE SEKSUELLE FANTASIER SOM BUDBRINGER

 

Hvor kommer de seksuelle fantasier mon fra?
Hvad vil de os og hvad kan vi lære af dem?

Den erotiske forestillingsevne henter en del af sin energi fra en lang række fortrængte følelser – aggression, magt, råt begær, barnlig hjælpeløshed, underkastelse osv. De giver et fascinerende indblik i vores indre og fortæller nogle sandheder om os som er vanskelige at få kontakt til på andre måder. Man kan sige, at de er et billede på den underbevidste del af vores personlighed, som den der fantaserer måske selv tror blot var et flygtigt indfald.

Men meget lidt er tilfældigt i vores indre seksuelle univers.

 

Et værdifuldt redskab
Skammer du dig over dine seksuelle fantasier og prøver at få tankerne til at forsvinde, vil du vide, at det ikke er muligt…

Forbindes fantasierne med skam og skyld, og det gør de desværre stadig for mange, er det svært at forholde sig åbent overfor de muligheder de giver for at forstå sig selv bedre. Og ikke mindst for at hele sig selv dette sted.

Begynder vi derimod at se fantasierne som værdifulde redskaber som forsøger at fortælle os noget, vil vi gradvist kunne acceptere og værdsætte dem.

 

Den hemmelige forbindelse
Fantasierne kolliderer ofte med vores foretrukne selvbillede og moralske overbevisning. Der er glødende feminister som længtes efter at blive domineret. Ofrer for seksuel misbrug, som ufrivilligt bruger traumatiske begivenheder i sine erotiske fantasier. Ægtemanden der fantaserer om den helt unge au pair-pige. Mange vil dårligt nok indrømme fantasierne over for sig selv. Og jo større ubehag og skam vi føler, des større er den tænding fantasien giver os. Der er nemlig en, for mange, hemmelig forbindelse mellem skam og begejstring.

 

Kan og skal fantasien oversættes direkte?
I de seksuelle fantasier gør mange det, de ikke tør udleve i virkeligheden og de kan derfor fortælle os om sider af os selv som vi ikke har mod på at stå ved. Men så enkelt er det nu ikke, for de seksuelle fantasiers univers er langt mere komplekst end som så.

Fantasier kan ofte ikke oversættes direkte. Ingen kvinder ønsker eksempelvis at blive voldtaget i virkeligheden. Fantasier om overgreb kommer ind på 6. pladsen over de mest populære fantasier blandt kvinder, når der er tale om decideret overgreb, mens hele 65 % fantaserer om at blive domineret seksuelt, jvf. canadisk undersøgelse.


Bagom de seksuelle fantasier
Men hvad betyder de så, fantasierne om overgreb eller dominans?

Jo, vi må kigge bagom temaet og se, hvilke følelser der ligger under det at blive domineret eller tvunget til sex. For oftest er det i følelserne under handlingen, og ikke selve scenen, at det interessante ligger gemt.

Overgrebs-/dominans fantasierne indeholder elementer som:

Jeg er uimodståelig:
Han begærer mig SÅ meget, at han slet ikke kan modstå mig og MÅ have mig, evt. mod min vilje. Jeg er uimodståelig. Jeg drømmer om, og tænder på, at føle mig lækker og sexet.

Jeg har ikke begær, jeg er ”en pæn pige”:
Jeg slipper for at forholde mig til, at jeg selv har et stort begær og kan i stedet udleve min lyst og liderlighed, som jeg ikke ellers har fri adgang til, gennem overgrebs manden/den dominerende mands maskuline kraft. Han befrier mig på den måde for ansvar og skyld over at være et seksuelt væsen, da overgreb/kontrol/dominans jo for ”offeret” er en ”skyldfri fornøjelse”.
> Jeg er uskyldig. Det var ham der.. Jeg har ikke begær.

Jeg er fritaget for ansvar:
Måske du i hverdagen tager alt for meget ansvar, er for meget i et handlekraftigt mode og savner at turde, eller få mulighed for at, give efter for det maskuline.
Jeg drømmer om at overgive mig. Jeg længtes efter at være i det feminine, modtagende og give slip til det maskuline, styrende.

Det at så mange kvinder tænder på fantasier om tvang eller dominans kunne altså tale ind i:

*At den kvindelige seksualitet og begær STADIG er tynget af skam og skyld og må udleves via en maskulin karakter.

*At mange kvinder længtes efter at give sig hen til det maskuline i en hverdag præget af kontrol og handlekraft.

 

Hvad kan det give dig at dykke dybere?
I forhold til dine egne fantasier kan du vælge enten læne dig tilbage og nyde energien i din indre film… Eller dykke ind bag fantasien for at bliver klogere på dig selv og finde nøglen til den dybe længsel og dermed forløsning som ligger inde bag.

*Du kan starte med at skrive dine fantasier ned og se hvilke mønstre og temaer de indeholder.

*Kig også tilbage i tiden. Har dine fantasier mon ændret tema i løbet af dit liv, som en respons på din udvikling, dit liv?

*Hvis du oplever skam i forhold til dine fantasier, så brug bevidstheden om, at fantasierne er der af en årsag – en årsag som i sit udgangspunkt er god, oplysende og helende for dig – til gradvist at acceptere din indre, seksuelle verden.

 

Er du nysgerrig på at vide mere?
Vil du lære mere om, hvad der ligger bag det du tænder på? Lære mere om dine seksuelle fantasier eller romantiske drømme og hvordan du kan bruge det som værdifuldt afsæt for dyb selvudvikling, så er de retreats for kvinder i Thy som sexolog og tantriske kærligheds vejleder Line Bram og jeg holder sammen noget for dig.

Læs meget mere om vores retreats HER:

https://mettewienberg.dk/retreats/feminin-seksualitet-erotik/

http://ambitiouslovelife.com/

Skam og orgasme

Skam og orgasme

Kære kvinde, prøv at forestille dig, at du har sex med en mand, du får orgasme, ruller om på ryggen med et smil, siger ”Skat, det var dejligt! ” – og falder i søvn, mens han ligger der, godt varmet op med alle sine talenter…

Det kan måske lyde som et feministisk ”mænd er da også bare nogle fjolser” indlæg, men det er det virkelig ikke.

Jeg har mange kvinder i min praksis som indleder med at sige, at de ser sig selv som stærke, seksuelt frigjorte, at de er OK-gode til at tale om sex med deres kæreste/partner/partnere. Der er bare lige det, at de har svært ved at få orgasme. For en del af dem går det faktisk meget godt, når de er alene. Når jeg så spørger ind til, hvordan det kan være, at det de kan når de er alene, ikke følger med ind i det fælles seksuelle rum, bliver der lidt stille…”Jooow, ser du, jeg synes det er lidt voldsomt at gøre det jeg gør, når jeg er alene sammen med min kæreste…”.

Så siger jeg, prøv at forestille dig, at du så det hele sådan lidt udefra, at du ikke vidste noget om mennesker, tror du så, at det du gør, når du er alene sammenlignet med det din kæreste gør, når I er sammen, virker voldsomt?

Det er her den seksuelle skam titter frem. Den seksuelle frigørelse er stadig ret ung og mange ellers stærke, selvstændige, moderne kvinder bliver overraskede over, at kigge ind i den skam som afholder dem fra at give slip, forvente plads og tid, så deres nydelse kan nå at folde sig ud.

Det er nødvendigt, at vi erkender, at skammen er der og at den hæmmer og lukker, så vi kan bearbejde den, give slip på den og i fællesskab arbejde med at få større nydelse i vores liv.

Fakta om orgasme

Fakta om orgasme

En svensk undersøgelser fortæller, at ca. 1/3 kvinder aldrig har fået orgasme, 1/3 kan få orgasme alene og den sidste 1/3 kan få orgasme sammen med en partner. Er det ikke vildt! Jeg kigger igen og igen på tallene og har svært ved at forstå det. Det kan godt være, at den kvindelige anatomi kan virke mere kompleks end den mandlige, men her er ikke tale om ”rocket science”…

 

Mulige årsager til ikke (endnu) at have fået orgasme –

*Manglende kendskab til anatomien (hvordan virker kroppen?)
*Skam som hæmmer dig (kropsskam, seksuel skam, gør at du ikke kan give sig hen)
*Manglende øvelse (lær din krop at kende, hvad virker, hvad tænder dig?)
*Manglende tid (”bare han ikke keder sig, jeg må hellere skynde mig”)
*Manglende lyst (hvad ophidser dig? At tage ansvar for at lære sin lyst at kende)
*Præstationsangst, pres (hvis jeg ikke får orgasme bliver min kæreste ked af det)
*Partneren (manglende lyst til den man er sammen med)
*Stress, angst, traumer (at være i hovedet, ikke i kroppen)

*Medicin som hæmmer orgasmen (ex. antidepressiv medicin)
*Fysiologiske problemer (ex efter ulykke, fjernelse af livmoderen m.v.)

Den gode nyhed er, at de 8 første mulige årsager kan man, guidet af en sexolog/terapeut, arbejde med og på denne måde ret hurtigt, via samtaler og forskellige øvelser, opnå langt større indsigt, glæde og nydelse. De to nederste punkter skal du omkring lægen med inden vi går i gang.

Glæde

Glæde

Det er godt at vide, hvordan vi glæder os selv, så vi ikke kommer til at lægge al ansvaret for glæden over på andre omkring os. Hvordan gør du mon dig selv glad og fylder dig selv op med selvkærlige handlinger? Og husker du at prioritere det – også i forholdet, i familien?

I går gik det op for mig, at jeg i en periode har været lidt væk fra det selvkærlige køkken. Faktisk var det en klient der lige var kommet ud af et langt forhold som indirekte gjorde mig opmærksom på det. Han var nemlig kommet ud af kontakt med, hvor meget god mad betød for ham, fordi det ikke var en værdi han havde delt med sin kone. Han havde glemt at holde fast i sig selv der og derfor var det gledet lidt i baggrunden. Nu hvor han var i gang med at finde sig selv igen var madglæden kommet tilbage til ham som noget af det første. Han mærkede, hvor meget kærlighed der lå der – til ham selv og dem han elsker. En dejlig erkendelse kunne jeg mærke.

For mig er der noget helt vidunderligt ved at kigge i kogebøger. Jeg kan sidde og nyde de smukke billeder og lige så stille læse opskrifterne igennem, mentalt sætte ingredienserne sammen, forstille mig smagene og duftene.

Nogle gange kan der godt gå et stykke tid imellem, at jeg rent faktisk går i køkkenet og skaber det læste, men alene det at læse om maden og forestille mig at lave og spise den, gør mig glad. Hver gang!

Der er mange måder at tage sig godt af sig selv på. Det der med omsorg for mig via maden har jeg altid været ret god til. At passe godt og kærligt på mig selv ved at tilberede lækre, sunde måltider. Jeg oplever det som en meget selvkærlig handling og behøver ikke vente gæster for at gå i gang med at rode hele køkkenet til, det er motivation nok at gøre det for mig.

For mig er livet simpelthen for kort til dårlig mad. Og for kort til ikke at tage mig kærligt af mig.

JA TAK, JEG VIL GERNE MODTAGE NYHEDSBREV FRA METTE WIENBERG

Modtag VIP tilbud, viden og refleksioner om de emner jeg arbejder med som sexolog, terapeut og parterapeut.

Jeg sender ud 1-3 gange om måneden – tilpas frekvens til, at du kan få input og inspiration i dit liv og stadig have tid til andet du elsker. Jeg vil glæde mig til at have dig i mit skønne netværk!

You have Successfully Subscribed!